Skip to main content

Oplæg om frivillighed i Avedøre

Oprettet d. 23. september 2024
I lørdags, den 14. september, holdt Faisal M. Khiljee, leder af frivilligcentret, et inspirerende oplæg for Avedøre Boligselskab, som omfatter Avedøre Stationsby Syd, Store Hus og Avedøre Stationsby Nord. De havde arrangeret et heldagsseminar i Scandic i Hvidovre, hvor Faisal fik lov til at holde oplæg for 20 engagerede deltagere, og dagens fokus var på boligselskabets vision, strategi og fremtidige udvikling. Faisal var også inviteret med for at hylde, styrke og anerkende frivilligheden og den frivillige indsats, og for at tale om frivillighed, med særligt fokus på spørgsmål som: Hvordan tiltrækker man flere frivillige, og hvordan sikrer man, at de forbliver motiverede og engagerede på lang sigt? Deltagerne var yderst aktive og nysgerrige, hvilket førte til en livlig debat med mange relevante spørgsmål.
 
Efter oplægget har Frivilligcenter Hvidovre nu fået konkret kontakt til et nyt, stort boligselskab i Avedøre Stationsby, hvilket tydeligt viser den voksende interesse for frivillighed. Dette har banet vejen for større kontakt samt mere samarbejde og fællesskab med borgerne i området. Det er også et klart bevis på, at det arbejde, vi udfører i centret til daglig, gør en forskel i lokalområdet. Vi ser frem til at bygge videre på denne interesse og skabe endnu flere muligheder for frivilligt engagement i fremtiden.
 
"Nu, hvor vi har så direkte kontakt til et så stort område og et stort boligselskab, er vi på vej til at styrke vores kontakt med Avedøre Stationsby endnu mere og dermed også med beboerne i området. Det er en god måde for borgerne at møde Frivilligcentret og omvendt for os at komme i kontakt med beboerne, så vi kan fremme frivilligheden," siger Faisal Khiljee.

Se flere nyheder herunder