Tak for i fredags!
Fredag den 27. var en markant og mindeværdig dag for Frivilligcenter Hvidovre. Dagen begyndte med den glædelige nyhed om, at centeret nu er en del af den indgåede budgetaftale i kommunalbestyrelsen. Det betyder, at vi kan fortsætte vores vigtige arbejde med at styrke og fremme frivilligheden i Hvidovre. Vi har store ambitioner for fremtiden, herunder flere spændende arrangementer og workshops samt en øget indsats for at skabe stærkere samarbejder mellem foreninger og borgere. Nogle af vores kommende projekter vil blandt andet omfatte en bæredygtighedsindsats i civilsamfundet, hvor bæredygtighed bringes ud til borgerne. Desuden vil vi have ekstra fokus på unges trivsel og frivillighed, og så vil vi som noget nyt også tage på hjemmebesøg for at komme helt ud til borgerne og imødekomme deres behov i øjenhøjde.
Noget, I allerede nu kan se frem til, er Seniormessen den 15. november. Det bliver heller ikke sidste gang, vi afholder messen, da vi også får æren af det i 2025.
Senere på dagen fejrede vi Frivillig Fredag med en fernisering på Kulturhus Risbjerggaard. Her præsenterede vi en portrætudstilling, der fremhævede engagerede foreninger og ildsjæle og gav indblik i deres drivkraft bag det frivillige arbejde. Det blev en dag fyldt med godt humør og mange besøgende, der både kom for at opleve udstillingen og deltage i samtaler om frivillighedens betydning i Hvidovre.
Portrætudstillingen kan stadig ses på Risbjerggaard frem til fredag den 4. oktober, så hvis du ikke nåede forbi i fredags, er der stadig mulighed for at opleve den.