Endnu en vellykket workshop med frivilligcentret
I sidste uge afholdt vi workshoppen: Vision, strategi og handlingsplan for første gang. Vi er stolte af at fortælle, at vi fik så mange tilmeldinger, at vi ikke kunne være i frivilligcentret og i stedet måtte afholde workshoppen i Risbjerggaard Kulturhus.
Det var en aktiv workshop, hvor deltagerne arbejdede med øvelser til at klarlægge deres vision, lægge en strategi for deres forening og til sidst udarbejde en konkret handlingsplan. Engagementet var højt undervejs og tiden fløj afsted.
En deltager gik derfra med en: ”bredere forståelse for grundpillerne i foreningsarbejdet.” Mens en anden deltager fandt det mest værdifuldt: ”At vi har fået vores tanker ned på papir, samt lavet vision, strategi og handleplan.”
Det var vores mål med workshoppen at inspirere deltagerne til at tage værktøjerne med tilbage til deres bestyrelser, hvor de sammen kan bruge dem til at klarlægge og målrette foreningsarbejdet. En deltager udtalte: ”det er et godt redskab og vi har en fælles reference.”