Projekter og indsatser
Her kan du læse om de projekter og indsatser som frivilligcentret er involveret i for tiden.
Hvis du har en god idé til et projekt, men ikke ved hvor du skal starte, så tag fat i os. Måske kan vi hjælpe med at finde de rigtige samarbejdspartnere og fonde til at få stablet projektet på benene.
Vi har en drøm om at få flere unge ind i foreningslivet i Hvidovre.
I Hvidovre kommune, såvel som i mange andre kommuner, består langt størstedelen af foreningslivet af ældre borgere. Forståeligt nok, da de ofte har mere tid mellem hænderne, men ifølge Dansk Ungdoms Fællesråd (2023) er der en positiv sammenhæng mellem unges trivsel og tilknytning til foreningslivet. Ved at deltage i en forening kan unge både opleve en større følelse af at have indflydelse og samtidig være en del af et fællesskab. Begge er faktorer, der har indflydelse på god trivsel.
På videoerne ved siden af kan du se mere om de forskellige muligheder vi kan tilbyde unge lige nu. Kontakt os endelig for at høre mere:
Lige nu søger vi desuden frivillige til at hjælpe med at motivere unge til at deltage i foreningslivet. Læs mere og søg gennem frivilligjob.dk.
Frivilligcentret søger frivillige til at lede en gruppe for mænd med plads til svære emner.
Du behøver ingen erfaring. Du vil nemlig blive klædt godt på af en erfaren terapeut, som vil lede gruppen i første omgang. Efterfølgende vil du sammen med en eller to andre frivillige stå for at lede gruppen videre for nye mænd. Der er tale om et ligeværdigt fællesskab, hvor du deler dine tanker og erfaringer på lige fod med de andre deltagere. Du skal således ikke påtage dig en terapeut rolle, men blot være primus motor på struktur og praktik.
Kontakt os på
Her kan du læse mere om fællesskabet:
Et fællesskab for mænd med plads til svære emner.
Har du lyst til at tale om emner såsom skilsmisse, ensomhed, forældreroller, sygdom, identitet og kønsroller mm, men synes det kan være svært at få det gjort?
Kunne du tænke dig at være en del af et fællesskab for mænd, som mødes i naturen, måske omkring et bål og deler tanker og erfaringer, uden at dømme eller stille spørgsmål til hinandens oplevelser?
Bliv en del af en gruppe på 8-10 mænd i forskellige aldre, som mødes hen over en periode på 6-8 gange for at tale om de lidt dybere emner, som mange kan have svært ved at tale med deres venner og bekendte om, men som ikke desto mindre fylder hos de fleste. For mange er det en enormt givende og forløsende oplevelse at møde andre mænd med lignende oplevelser, tanker og følelser.